Bedste havørred spots i Danmark – Sjælland og Bornholm
Vil du finde de bedste havørred spots i Danmark? Jeg deler mine egne favoritter fra Sjælland og Bornholm – pladser jeg selv fisker igen og igen, med tips til grej, forhold og sæson.

Når man snakker om de bedste havørred spots i Danmark, bliver der hurtigt kastet om sig med klassikere fra hele landet: Fyn, Djursland, Stevns og Møn. Men for mig er det især Sjælland og Bornholm, der står som de helt særlige steder. Det er her, jeg fisker mest, og det er her, jeg har haft mine største oplevelser med havørreder.
Artiklen her er ikke en komplet oversigt over alle pladser i Danmark, men mit bud på nogle af de spots, jeg godt kan lide at køre til.
Hvorfor jeg holder af Sjælland og Bornholm
Jeg bor i København, så det er naturligt for mig at fiske kysterne tæt på. Her er masser af varierede pladser med alt fra fjordfiskeri til åbne kyster, og jeg kan komme afsted uden den store planlægning.
Bornholm er noget helt andet. Hvert år starter jeg sæsonen med en tur til øen der har alt, klipper og dybt vand i nord, sandstrande og lavt vand i syd. Man kan altid finde en plads, uanset vind og vejr, for der er aldrig langt til den modsatte side af øen. Og så er naturen noget helt særligt, det føles næsten som at være i et andet land.
Mine favoritpladser på Sjælland

Nordmolen i Helsingør
Hvis jeg skal nævne et spot, hvor jeg aldrig har haft en nultur, så er det Nordmolen i Helsingør. Her er altid fisk i området, havørreder, hornfisk, makrel, fladfisk og endda tun, som jeg har set springe om sommeren. Strømmen og dybden gør, at fiskene trækker forbi, før eller siden.
Det kræver dog lidt at komme derud – molen er lang, og man skal være godt gående. Til gengæld er det ret komfortabelt, når man først står der. Jeg anbefaler et langt net, da der kan være langt ned til vandet. Jeg har primært fisket her i de varmere måneder, men jeg er sikker på, at pladsen holder fisk året rundt.

Julebæk Strand, Nordkysten
Om vinteren er Julebæk Strand en af mine go-to pladser. Her finder man store badekar og et lille ferskvandsudløb, der sammen med solopvarmet vand tiltrækker havørrederne i de kolde måneder.
Det er et perfekt spot til flue, da det er forholdsvist lavt og ofte dækket af ålegræs der står højt. Jeg har tit oplevet at se stimer af havørreder vende i overfladen på stille dage – og det er en helt særlig oplevelse at kunne kaste direkte til dem. Fiskeriet er bedst, når vand eller strøm skifter.

Verdens Ende, Isefjorden
Verdens Ende er en klassiker i Isefjorden, og det er med god grund. Her kan man fiske i begge retninger fra parkeringspladsen, og begge holder fisk. Jeg har fanget mange fine havørreder på stedet – både tæt på land i tangbuskene og ude ved det lille rev til højre.
Pladsen er nem at komme til, den kan fiskes hele året og fungerer både med spin og flue. Hvis du er ny i fjordfiskeri, er det her et rigtig godt sted at starte.

Kongsøre Skov, Isefjorden
Kongsøre Skov er ikke nogen hemmelig plads, men det er et sikkert valg. Der er masser af vand at dække, og rammer man dagen, kan man opleve store mængder fisk. Fra parkeringspladsen kan du fiske både mod nord og syd, og begge retninger holder havørreder.
Her finder man badekar og små rev, der kan fiskes effektivt med spin. Hvis du fluefisker, er waders en nødvendighed, da pladsen er lidt begrænset i bagkast.
Favoritpladser på Bornholm
Bornholm har så mange gode pladser, at det er svært at vælge. Jeg har fanget havørreder både på nord- og sydkysten, og de store fisk kan dukke op overalt. Men her er et par af de steder, jeg vender tilbage til.

Fuglereservatet (syd for Nexø mod Balka)
Et helt særligt sted med store plateauer, lavt vand og masser af blæretang. Her står havørrederne ofte helt inde på det lave vand. Pladsen fisker bedst i let bølgegang eller efterdønninger, men pas på med for meget pålandsvind, da der kan samle sig drivende tang. Husk fredningen nordpå – fiskeriet starter syd for reservatet.

Turistvej og revet
Et stræk, hvor jeg har haft god succes, især omkring revet. Her kan det betale sig at blive stående og vente på de trækkende fisk, der kommer ind over.

Stenodde og Sommerodde
Disse pladser kan være fantastiske i de kolde måneder. Sommerodde er særlig spændende, fordi man kan vade langt ud på revet og kommer du langt nok ud, kan du finde en stor sten at stå på ca. 150 meter fra land. Det er en plads, hvor man ofte står stationært og venter på, at havørrederne kommer forbi.
Sådan vælger jeg mine spots
Når jeg vælger plads, kigger jeg altid på vind, strøm, vandstand og bølger. Nogle dage vil jeg ud i pålandsvind og bølger, andre dage foretrækker jeg stille forhold med fralandsvind og små rifler på vandet.
Jeg skifter også mellem spin og flue alt efter forholdene. For eksempel er Nordmolen oplagt til spin, mens Julebæk ofte fiskes bedst med flue. De fleste pladser kan dog fiskes med begge dele – det handler mest om at tilpasse sig forholdene.
Der findes utallige havørredpladser i Danmark, men Sjælland og Bornholm er de steder, jeg selv vender tilbage til igen og igen. Ikke fordi de nødvendigvis er de absolut bedste i hele landet, men fordi det er her, jeg har haft mine bedste oplevelser og nem til gang.
Vil du selv i gang, kan du trygt starte på nogle af pladserne her. Fiskene er der, og du kan fange dem i alle slags forhold – det handler bare om at komme ud, prøve sig frem og nyde naturen.
Har du spørgsmål til valg af plads – eller et godt spot du selv vil dele? Så skriv en kommentar nedenfor.
Kommentarer ()