Hornfisk – sjovt sommerfiskeri for hele familien

Hornfisken er en af de mest tilgængelige fisk i Danmark, og i sommermånederne er det næsten svært at undgå dem. De første hornfisk kommer allerede omkring April måned, men Maj, Juni og Juli er de primære måneder. De største hornfisk kommer ofte i starten altså April og Maj, og herefter bliver de mindre og mindre, det er i hvert fald min erfaring. Så er du tidligt ude kan du fange nogle utrolig flotte og store hornfisk.
Se evt. min personlige fiskekalender for at få et overblik over hvornår du kan fange hvilke fisk.
Hvor finder du hornfisk?
Om sommeren kan hornfisk fanges stort set overalt, fx langs de åbne kyster, ved moler, i fjorde og havne. De elsker sol og godt vejr, og netop derfor er fiskeriet efter hornfisk noget af det mest komfortable, du kan finde.
Sådan kan du fange dem
Hornfisk bider på næsten alt – spin, flue, blink, silketråd, flåd med sildestykker osv. Eneste regel er egentlig bare at fiske forholdsvis højt i vandet, ikke nede på bunden.
Der er derfor mange måder at gribe det an på. I denne artikel vil jeg dele min foretrukne metode, aktivt fiskeri med blink eller flue.

Blinkfiskeri – som til havørred
Jeg fisker hornfisk stort set på samme måde som jeg fisker havørred. En gennemløber, varieret indspinning og masser af spin stop. Det vigtigste er, at du holder linen stram hele tiden, så du kan give modhug på det rigtige tidspunkt.
Det kan være tricky i starten, men når du først har teknikken på plads, sidder de fleste fisk sikkert.
Jeg foretrækker at bruge en enkeltkrog, selvom mange sværger til silketråd. Grunden er simpel, jeg vil gerne have muligheden for, at en havørred også kan fanges, og det kan den ikke på silketråd.
Silketråd giver dog mening, hvis det er børn der fisker for første gang – så slipper man for skarpe kroge, og chancen for hornfisk er stadig stor.
Fluefiskeri efter hornfisk
Hornfisk på flue kan være rigtig sjovt. De er ofte glade for fluer og giver en fin fight. Det slider dog meget på fluerne, fordi hornfiskens næb hurtigt flår dem i stykker. Derfor er det en god idé at tage nogle af de fluer med, som du ikke er så øm over. Hvilken flue du vælger betyder mindre – hornfisken er ikke kræsen.
Grejpakke – mit anbefalede setup
Hvis du vil gøre det enkelt, kan du klare dig med dette setup, her antager jeg at du allerede har en fiskestang og hjul, ellers så se evt. min guide til et all round fiskesæt her.
- Fluorocarbon til forfang, har du noget til havørreder så brug det, ellers så kan du fx købe denne rulle fluorocarbon i 0,30 størrelsen, den vil også kunne bruges til havørredfiskeri.

- Af gennemløber vil jeg vælge min favorit Savage Gear Zerling Rød Sort i 20g, farven kan du næsten selv styre, men jeg ville personlig vælge en af disse, Sort rød, Kobber med røde prikker, Grøn, Raw, Sølv. Vil du gerne have lidt forskellige blink med så se evt. min guide til havørred blink her, alle disse blink vil du også fint kunne bruge til at fange hornfisk.

- Inden jeg binder krogen på, så har jeg altid en lille rød perle, imellem gennemløber og krog, det gør at gennemløberen kører bedre rundt på spin stop, og samtidig fungerer denne perle som hug punkt for fiskene, det er typisk en lille hård rød perle jeg kører med her, da jeg synes det virker bedst.

- Jeg fisker altid med en stor enkeltkrog, det synes jeg fungerer godt til både havørred, hornfisk, og faktisk også fint til makrelfiskeri. Præcis hvilken model har jeg ikke den helt stærke holdning til endnu, men generelt har jeg været glad for Owner enkelt krog i størrelse 1, alternativt hvis du køber blink/gennemløber hvor en krog følger med kan denne også fint bruges, husk dog at det er en god ide at have en springring som du binder linen fast i, og ikke selve krogen.

Det er præcis det, jeg selv ville bruge, så jeg ved at det kan fange fisk. Følger du disse råd er jeg sikker på at det nok skal hjælpe dig godt på vej til din første hornfisk eller havørred.
På billedet her er det godt nok en havørred jeg har fanget, men hvis du kigger på endegrejet jeg bruger kan du se mit go to setup for både havørred, hornfisk og faktisk også makrel på kysten.

Tip til afkrogning
Hornfisk kan være lidt bøvlede at håndtere. Hvis du ikke er vant til det, så tag en tang med – det gør det meget nemmere at afkroge fisken hurtigt og sikkert.
Har du selv erfaringer med hornfisk, eller måske et favoritblink eller en god flue, der altid virker for dig? Skriv en kommentar – jeg vil meget gerne høre dine tips!
Kommentarer ()