Knudshoved Odde – måske Danmarks bedste plads til havørredfiskeri
Knudshoved Odde er for mange lystfiskere et af de mest spændende steder i Danmark at fiske efter havørred. Fra begyndelsen af odden og helt ud til spidsen venter over 10 kilometer med fantastisk fiskevand, varieret bund og masser af gode spots på begge sider. Her finder du alt, hvad hjertet begærer – fra tangbælter og sandbund til pynter, vige og strømfyldte partier, hvor havørreden ofte jager.
Parkering og adgang
Når du ankommer til området, kan du vælge at parkere på den første parkeringsplads ved Knudsskovvej. Herfra kan du fiske i begge retninger, og vandet er ideelt både til spin og flue. Bunden består af tangbælter og sand, så det er forholdsvis nemt at vadefiske her.
Vil du helt ud mod spidsen, kan du fortsætte til Knudshoved Odde parkering – længere ud kommer du ikke i bil. Herfra venter en længere gåtur, og mange vælger at tage en cykel med for at spare kræfter til fiskeriet.
Hvilken side skal du vælge?
Begge sider af odden kan give fantastisk fiskeri, men mange – undertegnede inklusiv – foretrækker sydsiden.
Når du bevæger dig langs kysten, passerer du utallige små pynter og vige. Det ene spot ser bedre ud end det andet, og ofte står der fisk netop på kanten af pynterne, hvor trækkende havørreder kommer forbi.
Bundforhold og fiskestrategi
Bundforholdene skifter hele vejen ud langs odden – blæretang, sten, sand og ålegræs afløser hinanden. Nogle stræk er lettere at vade end andre, så vælg de steder, der passer til din stil og erfaring.
Det kan være en god idé at have en plan for, hvordan du vil fiske strækket.
Vil du fiske hele vejen grundigt igennem, eller fokusere på pynterne og springe vigene over?
En anden klassisk strategi er at gå langt ud – måske helt til spidsen – og så fiske sig stille og roligt tilbage igen.
Praktiske tips
Uanset hvordan du griber dagen an, bør du have alt med fra starten.
Der er langt tilbage til bilen, så sørg for mad, drikke og ekstra grej. Skal du helt ud på spidsen, så sæt en hel dag af – det er turen værd.
Vær også opmærksom på vind og vejr. Ved visse forhold kan der samle sig drivende ålegræs, men fordelen ved Knudshoved Odde er, at du næsten altid kan finde fiskbart vand ved at skifte side.
Bemærk, at du nogle steder skal krydse marker for at komme ned til vandet – vis hensyn, og brug eksisterende stier, hvor det er muligt.
Hvad synes du?
Har du selv erfaringer fra Knudshoved Odde? Del gerne dine oplevelser i kommentarfeltet herunder (Du skal være logget ind for at skrive en kommentar).
Kommentarer ()