Makrelfiskeri i Danmark – sæson, pladser og grej

Makrelfiskeri er noget af det mest underholdende sommerfiskeri, vi har i Danmark. Makrellen er smuk, hurtig og stærk, og så er den en fantastisk spisefisk. Her får du en komplet guide til sæson, hotspots og grej – med fokus på mine egne erfaringer fra København og Helsingør.
Sæson for makrelfiskeri i Danmark
Makrellen er en pelagisk stimefisk, der kommer til de danske farvande i sommermånederne.
- Højsæson: Juli–august
- Start: Allerede slut Maj kan man være heldig at fange de første
- Slut: I september begynder de fleste stimer at trække sydpå igen
Makreller trives bedst, når vandtemperaturen er over ca. 14°C, og deres tilstedeværelse afsløres ofte af fugleaktivitet over vandet eller småfisk, der springer for livet.
Makrelfiskeri omkring København og Helsingør – mine erfaringer
København – visuelt fiskeri i havnebassinerne
I Københavns havn kan man fange makrel i stort set alle bassiner. Mange fisker med flåd, bly, krog og smelt som agn – ofte helt inde i enden af havnebassinerne. Makrellerne jager i stimer og presser småfisk ind i hjørnerne, og det giver et meget visuelt fiskeri. Når stimen er der, koger vandet nærmest af aktivitet, og så gælder det om at have krogen i vandet, før de forsvinder igen.
Man kan prøve at følge stimen rundt, men det kan blive hektisk. Ofte kommer den tilbage igen, så man kan sidde og fiske hele dagen. Det er en hyggelig fiskemetode – især med venner eller børn – og fiskene herfra er glimrende til madlavning.
Helsingør – jagten på de store makreller
De største makreller, jeg har fanget – ofte omkring et kilo – har jeg taget på nordkysten ved Helsingør. Her foretrækker jeg at fiske mere aktivt ude over det dybe vand.
Jeg går ud på molen for at kaste så langt ud mod sejlrenden som muligt og fisker med en stor gennemløber – samme setup som til havørred. På grund af dybden og strømmen kan jeg lade agnen hænge længe på et spin stop. Rammer jeg bunden, henter jeg den lidt op, inden jeg fortsætter. Det vigtigste er at holde stram line, så jeg mærker selv det mindste hug. Når makrellerne bider, er fighten intens – de er utrolig stærke fisk.
Makrelforfang – den klassiske metode
Den mest traditionelle metode er et makrelforfang med flere kroge/fluer og et tungt blink i enden. Den er særlig effektiv fra havne, moler eller på kutterture, hvor man kan sænke forfanget direkte ned til stimen.
Personligt synes jeg, lange forfang er besværlige at kaste med, når jeg fisker aktivt, men til stationært fiskeri er det svært at slå på effektivitet.
Metodevalg – hvad er vigtigst for dig?
Vil du fange flest mulige fisk, er makrelforfang det oplagte valg. Foretrækker du mere aktivt fiskeri og en hårdere fight, er gennemløbere eller blink en fantastisk metode. Jeg fisker mest for oplevelsen, og ikke nødvendigvis for at fylde fryseren, og jeg ved, at alle de nævnte metoder kan give fisk.
Grej til makrelfiskeri
Stang:
- Til blink/gennemløbere: 9–10 fod, kastevægt 10–30 g
Det kunne fx være en: Abu Diplomt V2 Spinnestang incl Transportrør Diplomat V2 1005M 12-32g 5 Delt - Til forfang: 9–12 fod, kastevægt 40–80 g
Her kunne Shimano Catana FX Spinnestang Catana FX 300mf 20-50g være en mulighed, bemærk dog den kaster op til 50g, så hvis du vil kaste endnu tungere skal du kigge efter en stang der kan kaste det.
Hjul:
- Størrelse 2500–3000, gerne med en fletline
Her kunne et Daiwa hjul være en mulighed fx et Daiwa Black Gold Fastspolehjul
Agn:
- Blink (20–30 g), gennemløbere, makrelforfang, eller flåd rig med sild/smelt som agn
Gennemløber, jeg kan godt lide de lidt længere som er gode til at hænge stille på spin stop, en Zerling.
I forhold til makrelforfang så kan man få flere forskellige varianter, men et helt almindeligt makrelforfang som dette burde virke. - Vælger du at fiske med flåd skal du bruge, et flåd, lidt bly så du kan holde agnen nede og en krog, selv er jeg glad for enkeltkroge.
Tips til makrelfiskeri
- Fisk tidligt om morgenen eller sidst på aftenen for størst chance
- Hold øje med måger – de afslører ofte, hvor stimerne er
- Hav ekstra forfang og blink med – makreller kan rive grejet hårdt
Har du spørgsmål til makrelfiskeriet så log ind og skriv en kommentar her under.
Kommentarer