Rødspættefiskeri – en guide til kyst og mole

Et fiskeri for alle
Rødspættefiskeri er en sjov og afslappet form for fiskeri, som hele familien kan være med til. Det kræver hverken specialviden eller dyrt grej – og netop derfor er rødspætten en oplagt fisk at starte med, hvis man er ny i lystfiskeri. Samtidig er det en fantastisk spisefisk, som gør turen værd at tage.
Hvor lever rødspætten?
Rødspætten lever på bunden i saltvand og gemmer sig i sandet. Den er nem at kende med sine orange pletter på oversiden. Hvis du vil spise din fangst, er det en god idé at undgå de inderste havnebassiner, hvor bunden kan være mere beskidt. Vælg i stedet moler, strande eller åbne kyststræk med sandbund.
Selvom bunden kan se helt tom ud, skal du ikke lade dig narre – ofte ligger rødspætterne gravet halvt ned i sandet. Er der én, er der som regel flere i området.

Grej til rødspættefiskeri
Til rødspættefiskeri skal du ikke bruge et avanceret setup. En almindelig spinnestang med et hjul og line er nok. Det vigtigste er, at stangen kan kaste det bly, som passer til dit forfang.
- Fiskesæt (Stang+Hjul+Line): Jeg har fundet to fiskesæt til under 800 kr. der vil fungere perfekt til at fange rødspætter, et billigt og et lidt dyre men her får du selvfølgelig også et lidt bedre sæt, begge vil dog fungere fint til rødspætter.
Okuma Wave Power Spin Combo 9' 20-50g
Daiwa Gold Rush LT 2-delt 8' 15-50g
Hvis du på et tidspunkt vil prøve havørredfiskeri vil jeg nok gå med Daiwa Gold Rush sættet, da stang hjul og line her passer bedre til havørred grej, det vil være i den "stive" ende, men fint til at prøve det af. - Forfang: Klassisk fladfiskeforfang, med perler og 1–2 kroge
Fladen Butt Lure Deluxe Fladfiskeforfang med Bom 40g
40g passer til stangen og burde være nok til forholdsvis stille vejr, hvis du tager et forfang med på 60g så kast forsigtigt da det er lige i overkanten til stangen.

- Agn: Børsteorm, sandorm, skalrejer eller kunstige Gulp-orme. Nogle gange sælger din lokale fiskegrejs butik børsteorme, men du kan også sagtens bruge de kunstige Gulp børsteorme som kan genbruges.
Berkley Gulp Alive Nereïs 15cm

Sådan fisker du rødspætter
Når du har kastet dit forfang ud, skal du stramme linen, så stangspidsen bøjer en lille smule. På den måde har du kontakt til forfanget og kan se, hvis noget rører agnen.
Hold øje med små ryk i stangspidsen – det kan være strømmen, men det kan også være en fladfisk, der napper. Hav lidt tålmodighed, giv ikke modhug på det første lille vip. Vent i 10–30 sekunder og se, om der kommer flere ryk. Fortsætter det, giver du et langt sejt træk i stangen og spinner langsomt ind.
Et lille bonus-tip: Hvis du er i tvivl om, hvorvidt der er hug, så læg en finger på linen og træk den ganske lidt ind. Ofte kan du mærke hugget tydeligere i fingeren end på stangen.
Aktivt fiskeri giver flere fisk
Det er ikke altid nok bare at lade forfanget ligge. Hvis der ikke sker noget efter 5-10 minutter, kan du trække 5–10 meter ind og lade det ligge igen. På den måde afsøger du vandet systematisk.
Prøv også at kaste i en vifte, først lidt til venstre, derefter mere til højre og sådan videre. På den måde får du dækket et stort område uden at fiske præcis samme sted hver gang. Hvis der stadig ikke sker noget, så flyt plads – det er sjældent fiskene, der kommer til dig, du skal ud at finde dem.
De bedste pladser til rødspættefiskeri
Rødspætter elsker sandbund, så det er dér, du skal lede. Lavvandede kyster med sandbund, og moler ud mod åbent hav er gode bud. Da hele Danmark har kyststrækning er der gode muligheder over alt i landet.
Fangst og håndtering
Rødspætten er en af Danmarks bedste spisefisk. Husk dog, at mindstemålet er 27 cm i Skagerrak/Kattegat og 25 cm i Bælterne og Østersøen – og hjemtag kun det, du reelt får spist. Vil du se hvornår du har størst chance for at fange en rødspætte så tjek min personlige fiskekalender.
Har du selv erfaringer med rødspættefiskeri – eller spørgsmål til grej og teknik? Skriv en kommentar nedenfor og del dine tips med andre lystfiskere.
Kommentarer ()